Ernst Curtius

Ernst Curtius
Personlig information
Født2. september 1814 Rediger på Wikidata
Lübeck, Slesvig-Holsten, Tyskland Rediger på Wikidata
Død11. juli 1896 (81 år) Rediger på Wikidata
Berlin, Tyskland Rediger på Wikidata
GravstedAlter St.-Matthäus-Kirchhof i Berlin Rediger på Wikidata
NationalitetTyske Kejserrige Tysk
FarCarl Georg Curtius Rediger på Wikidata
SøskendeTheodor Curtius,
Georg Curtius Rediger på Wikidata
BarnFriedrich Curtius Rediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Uddannelses­stedBonns Universitet,
Georg-August-Universität Göttingen Rediger på Wikidata
Elev afFriedrich Gottlieb Welcker Rediger på Wikidata
Medlem afDen græsk-filologiske forening i Konstantinopel (fra 1870),
Accademia delle Scienze di Torino (fra 1881),
Det Preussiske Videnskabsakademi,
Académie des Inscriptions et Belles-Lettres (1889-1896),
Niedersächsische Akademie der Wissenschaften zu Göttingen med flere Rediger på Wikidata
BeskæftigelseKlassisk arkæolog, universitetsunderviser, kunsthistoriker, historiker, forfatter, arkæolog, antropolog, politiker Rediger på Wikidata
FagområdeArkæologi Rediger på Wikidata
ArbejdsgiverHumboldt-Universität zu Berlin, Georg-August-Universität Göttingen, Friedrich-Wilhelms-Universität zu Berlin Rediger på Wikidata
EleverHeinrich Heydemann Rediger på Wikidata
Kendte værkerOlympia Rediger på Wikidata
Nomineringer og priser
UdmærkelserPour le Mérite for videnskab og kunst,
Bayerske Maximiliansorden for videnskab og kunst (1884) Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Ernst Curtius (født 2. september 1814 i Lübeck, død 11. juli 1896 i Berlin) var en tysk arkæolog og historiker, bror til Georg Curtius og farfar til Ernst Robert Curtius.

Curtius var 1844-49 ekstraordinær professor i Berlin og opdrager for den senere kejser Friedrich III, 1856-68 professor i Göttingen og fra 1868 igen professor i Berlin og tillige direktør for antiksamlingen. Sin indflydelse ved hoffet benyttede Curtius til at foranledige udgravningerne i Olympia, som førte til så glimrende resultater. Curtius' vigtigste arbejder er: Die Akropolis von Athen (1844), Stadtgeschichte von Athen (1891); Naxos (1846), Die Ionier (1855), Beiträge zur Geschichte und Topographie Kleinasiens (1872), Ephesos (1874); Olympia (1852), Die Ausgrabungen zu Olympia (udgivet sammen med Adler og Hirschfeld, 1877-81, 5 bind); endelig de to hovedværker: Peloponnesos (1851-52, 2 bind), en alsidig fremstilling af halvøens historie, sagn og mindesmærker, og den formfuldendte Griechische Geschichte (1857-61, 3 bind; 6. oplag 1887-88); en del mindre skrifter udgør Gesammelte Abhandlungen (2 bind, 1893-94). Curtius' talrige festtaler er samlede under titlerne Altertum und Gegenwart (1. bind, 1875, 4. oplag 1892; 2. bind, 1882) og Unter drei Kaisern (1889; 2. oplag 1895).


Developed by StudentB